Opdatering 26/10-2014:
Med dette oplæg håber vi på opbakning til en stor, fælles demonstration for Thys fremtid lørdag den 8. november i Thisted by. Vi opfordrer alle kommunens borgere til at deltage i en positiv og konstruktiv appel til politikerne om at få lagt en langsigtets strategi for vækst og bosætning, inden man lukker skoler, børnehaver og velfungerende landsbysamfund. Hovedbudskab: ”Vi ønsker visioner for vækst og bosætning i Thy”.
Demonstrationen skal positivt opfordre til, at man udfører det politisk arbejde i den rigtige rækkefølge. Demonstrationen skal søge at sætte vækst, bosætning og visioner for kommunen for alvor på den politiske dagsorden. Hvad vil vi egentlig med vores kommune, og hvad skal det hele ende med? Hvad og hvor er visionerne?
Hundborg og Sennels er initiativtagere, men opfordrer alle i kommunen og navnlig borgere i de landsbyer, som er direkte berørte af den såkaldte ”udviklingsplan”, til at deltage i en fredelig demonstration og til at byde ind med idéer og hjælp til koordinering. (Se kontaktoplysninger nederst).
UDDYBNING
Lukninger vil gøre ondt værre
Det er ikke alene en trussel for de berørte landsbyers bosætning, kulturliv, idræts- og foreningsliv, beskæftigelse, butikker og andet erhvervsliv, men også for hele kommunens fremtidsudsigter og ikke mindst sammenhængskraft, hvis flere skoler eller daginstitutioner lukkes. Det er ikke den rette medicin for en kommune, som er udfordret på bosætningen.
Trætte at den rådne banan
Vi trætte af, at høre vores egn omtalt som ”den rådne banan” og ”udkantsdanmark”. Lad os sammen vise, at vi har viljen til at ændre tingene til det bedre, og at politikere og borgere kan arbejde sammen for skabe et område, der ikke er – og ser sig selv som – et offer for urbanisering, men en forgangskommune for det modsatte.
Konkret forslag
Et paragraf 17,4 udvalg nedsat af kommunalbestyrelsen – et Vækst og bosætningsudvalg – der skal sikre, at der i de forskellige beslutningsprocesser vil blive tage maksimalt hensyn til, hvad der gavner, og hvad der skader bosætning og vækst.
De såkaldte ”udviklingsplaner”, som er i høring, forholder sig ikke til konsekvenser for foreningsliv, idrætsfaciliteter, udvikling i huspriser, betydning for lokalt erhvervsliv og landsbyudvikling generelt. Er det et solidt nok grundlag at træffe politiske beslutninger om skolelukninger med vidtrækkende konsekvenser for en masse thyboer ud fra?
Lad os sammen vise politikerne og omverden, at livet her på egnen er værd at kæmpe for, og at vi ikke vil finde os i flere lukninger på skole- og dagpasningsområdet. Nok er nok.
Praktiske oplysninger
Vi forestiller os, at deltagerne samles kl.10.00 i industrikvarteret omkring Løvevej, Tigervej mfl. De forskellige byer kan fx mødes på forskellige veje, inden vi i samlet optog bevæger os ned mod Store Torv via Østerbakken og langs havnen. Hvis der er opbakning nok, kan vi overveje en lastbil med højtaleranlæg på pladsen og invitere et par talere + evt. kort underholdning.
Koordinering
Idéer og hjælp til koordinering er velkommen. Kontakt en af nedenstående:
- Jeanette Thomassen, Hundborg, 29 29 19 82, Jeanette.thomassen@mail.dk
- Joachim Plaetner Kjeldsen, Sennels, 28 93 18 06, plaetner@gmail.com
- Claus Dahl Pedersen, Sennels, 40 31 22 00