PRESSEMEDDELELSE 03.10.2014

THY-Skolen:

Sennelsborgere foreslår ny skolemodel for landsbyer i Thy

HØRINGSSVAR | I et fælles høringssvar til kommunens ”udviklingsplaner for dagtilbud- og skoleområdet” underskrevet af 567 sennelsborgere, stiller limfjordslandsbyen forslag om en ny skolemodel for Sennels såvel som andre landsbyer i Thy.

I sit høringssvar til Thisted Kommunes høringer om udviklingsplaner for dagtilbud og skoler, foreslår Sennels borgere en ny skolemodel for landsbyer i Thy. THY-Skolen – en integreret institution fra 3 år til og med 6. klasse med en tydelig, stedbunden profil, fælles ledelse og en forpligtigende partnerskabskontrakt mellem kommunen, lokalsamfundet og THY-Skoler i andre landsbyer. (Se konkret indhold i THY-Skolen nederst).

Sennelsborgernes høringssvar er et resultat af en proces igangsat efter et offentligt borgermøde 12. august, hvor 290 beboere deltog. Det er udviklet i tæt dialog mellem 40 frivillige i fem arbejdsgrupper, skolebestyrelsen, børnehavebestyrelsen og de lokale foreninger. Desuden er borgerne i Sennels inddraget via en struktureret spørgeskemaundersøgelse.

– Vi mener, at landsbyerne er Thys bedste kort for tiltrækning af nye bosætter i Thy, hvilket i sidste ende er eneste, bæredygtige løsning på det faldende børnetal, der er skyld i al balladen. Da skoler og daginstitutioner er afgørende for en landsbys tiltrækningskraft, har vi udarbejdet dette forslag, som vi mener vil være en både økonomisk og faglig bæredygtig løsningsmodel, der kan bidrage til øget bosætning i mange landsbysamfund i Thy, siger Charlotte Brogaard, talsmand for Styregruppen for Sennels By og samtidig formand for skolebestyrelsen for Sennels Skole.

Skole med tydelig profil
Et vigtigt indhold i Thy-skolen er en selvstændig, tydelig og stedbunden profil. I Sennels har borgerne bl.a. via en spørgeundersøgelse defineret de fire mest kendetegnende værdier for Sennels, som dels kan bruges i arbejdet med en evt. friskoles vedtægter og værdigrundlag, hvis det ender med en lukning af den nuværende, men også danne grundlag for profilen i en Sennels THY-Skole.

– Det er et udtalt og meget enstemmigt ønske fra Sennels, at der fortsat er offentlig skole og dagtilbud lokalt. Vi håber, at dette forslag kan vinde gehør, så vi ikke bliver tvunget til at etablere en privat løsning, siger Charlotte Brogaard.

For uddybning/kommentarer:
Charlotte Brogaard, talsmand for styregruppen for Sennels By 24 85 83 01
Klaus Wilbrandt Kjaer, styregruppen for Sennels By 42 40 04 16
Joachim Plaetner Kjeldsen, pressegruppen for Sennels By 28 93 18 06


THY-Skolen kort
Se høringssvar her for flere detaljer

  • Et integreret tilbud til børn fra 3 til 12 år, der samler nuværende børnehave, SFO og skole fra 0. til 6. klasse
  • Thy-Skolen organiseres med selvstændig ledelse bestående af en budgetansvarlig leder og en pædagogisk souschef. Skolen har en bestyrelse med skoleleder, souschef, faglig repræsentant, forældre, repræsentanter for borgerforeningen og repræsentanter for byens foreninger (herunder repr. fra hallen el. andre fælles faciliteter).
  • THY-Skolen baserer sig på en partnerskabskontrakt med lokalsamfundet repræsenteret ved en borgerforening, der skal have minimum 66% af byens myndige borgere som medlem.
  • THY-Skolen indgår partnerskab med de nærmest liggende skoler om udgiftsbesparende tiltag samt mulighed for mobilisering af fagligt personale.
  • THY-skolen indgår ligeledes en partnerskabskontrakt med kommunen, så vi sammen sikrer, at THY-skolen ikke lukkes, blot der i den integrerede enhed er fx 140 børn i skole og børnehave tilsammen.
  • THY-Skolen skal udvikles som model i landsbyer, hvor der nu er børnehave og skole, og hvor de lokale engagerer sig og kan strukturere indsatsen gennem en borgerforening.