Pressemeddelelse sendt ud til lokale og regionale medier her til morgen:
300 BORGERE FAST BESLUTTET: – DER SKAL FORTSAT VÆRE SKOLE OG BØRNEHAVE I SENNELS
I aftes samledes 300 Sennelsborgere i Nordthy Hallen for at drøfte, hvad man skal gøre ved kommunens planer om lukning af skolen og børnehaven i byen. Et par byrødder var taget med til mødet, og de så et lokalsamfund, der sendte et meget klart signal om, at der fortsat skal være skole og børnehave i Sennels.
Det, der egentlig skulle have været et møde i forsamlingshuset i Sennels om skolens og børnehavens fremtid måtte flyttes til Nordthy Hallen pga. stor tilslutning. 300 af byens borgerer mødte op og tog del i drøftelser og beslutninger om byens modtræk til den udviklingsplan for folkeskolen og dagtilbud, som Børne- og Familieforvaltningen i Thisted Kommune fremlagde i sidste uge.
Signalet til byrådspolitikender, der i dag indleder den politiske proces omkring forvaltningens oplæg, fra limfjordsbyen var klokkeklart. I Sennels ønsker man at bevare en kommunal drevet lokal skole og børnehave, men man tager også nu de indledende skridt til at kunne etablere privatdrift i form af friskole og fribørnehave, hvis plan A ikke lykkes. Fristen, for at anmelde en ny friskole med start til august næste år til undervisningsministeriet, er i denne uge, og da processen omkring kommunens fremtidsplaner på skoleområdet først er afsluttet i november, så havde sennelsborgerne reelt ikke noget valg. Som en af mødedeltagerne sagde:
– Hvis vi ikke vi har en friskolemodel i baghånden, og de lukker vores institutioner, så skal vi køre vores børn i skole og børnehave i Thisted. Er det det, vi ønsker?
På den efterfølgende afstemning var der enstemmighed for, at igangsætte arbejdet med at etablere en friskole, men også et klart signal om, at fortsat kommunaldrift er førsteprioritet.
Landsby i vækst
På mødet blev der også stillet kraftigt spørgsmålstegn ved de tal for befolkning og børnefødsler, som ligger til grund i Børne- og Familieforvaltningens såkaldte ”udviklingsplan”. Der er reelt befolkningsfremgang i Sennels, og børnetallet også stigende, hvilket ikke er afspejlet i udkastet. Der er øjeblikket venteliste til børnehaven i Sennels, og en hurtig sammentælling af gravide maver alene i hallen tirsdag aften fortalte, at der ikke bliver færre børn i Sennels.
Et vigtigt tema for aftenens debat var også tilflytning. De tilstedeværende byrådspolitikere, Peter Østergaard Larsen (V) og Henning Jensen (V), kan efterfølgende ikke være i tvivl om, at Sennels er en af de landsbyer, der tilsyneladende har løst den gordiske knude at trække folk til Thy. Der er befolkningsfremgang, og da en fra salen foreslog, at alle tilflyttere uden forudgående tilknytning til Sennels rejste sig op for at synliggøre omfanget, rejste omkring 2/3 af de fremmødte 300 sig.
Et langt sejt træk
På borgermødet, som var indkaldt af en række af byens foreninger, blev der nedsat flere forskellige arbejdsgrupper, som i de næste tre måneder, mens den politiske behandling af udviklingsplanen stå på, skal kæmpe på forskellige fronter for at sikre, at også årgang 2009 kan fejre første skoledag i Sennels til næste sommer. Sennelsborgerne organiserede sig i en friskolegruppe, en pressegruppe, en regnegruppe, en aktionsgruppe og en overordnet styregruppe. Belært af erfaringerne fra for fire år siden, da skolen sidste var lukningstruet, bliver det et langt og sejt træk i de kommende måneder, men det afskrækkede ikke folk fra at melde sig til arbejdsgrupperne.
Opfordringen fra de to fremmødte politikere var da også, at byen kæmper videre og gør alt, hvad den kan for at markere sig i debatten og i høringsfasen. Og det er præcist, hvad sennelsborgerne har tænkt sig at gøre.
For yderligere oplysninger
Joachim Plaetner Kjeldsen, medlem af pressegruppen, Sennels 28 93 18 06/ plaetner@gmail.com